Stenaldermad.
Aftensmad i Hulebjørnens Klan
Idéen er lige så enkel som den er besnærende.
Vi render rundt med stenalderhjerner i stenalderkroppe, så den samme diæt burde være sundere for os end alt det forarbejdede lort vi fylder os med i dag.
Det er blevet et stort hit og der åbnes både spisesteder og forretninger, der udelukkende gør det i stenaldermad.
Stenaldermandens diæt var meget anderledes end vores.
Madpyramide for stenalderfolk
Man skal:
- spise meget mere kød, fisk og æg og mere frugt og grønt, bær, nødder og svampe
- holde sig fra forarbejdede råvarer, alle kornprodukter som brød og pasta, stivelsesholdige madvarer som ris, kartofler og sukker, majsolie, solsikkeolie og vindruekerneolie, bønner og salt. Nogle mener også, at mælkeprodukter er forbudt.
Umiddelbart lyder det som en besnærende kost.
Vis mig en mand, der ikke gerne vil have 65% kød og jeg skal vise dig en mand, der lyver.
Men, men, men ... som så mange temadiæter er der problemer, så snart man graver lidt i teorierne bag.
For det første er det et postulat at vores kroppe ikke har ændret sig. I Nordeuropa har vi vænnet os til at drikke komælk hele livet uden de store problemer, mens resten af verdens befolkning har svært ved at fordøje komælk efter det første år.
For det andet er kød dengang ikke det samme som kød nu. Dengang kunne man tyre et spyd igennem en hjort og få en lille, mager steg med hjem til klanen. Nu driver vores slagtekvæg af fedt. Et dansk slagtesvin har ikke meget til fælles med det vildsvin der stod på menuen før.
For det tredje lever vi jo ikke længere som stenaldermennesker.
Jeg sidder på min velpolstrerede røv mange timer om dagen og kigger på en skærm. Lige nu f.eks.
Stenalderfolk sad ikke særlig meget ned. Hvis ikke der var hjorte at jage, var der bær at plukke eller sabelkatte at løbe fra. De levede hårdt og forbrændte mange kalorier på de mindste gøremål.
Vi sidder stille og får alting serveret. Hvornår er DU sidst blevet forpustet for at skaffe dit næste måltid? (At løbe ned til pizzamanden tæller ikke.)
En kost der er sund for en stenaldermand kræver et langt højere aktivitetsniveau end vi har.
For det fjerde er jeg ikke overbevist om, at stenaldermennesker var så kernesunde. De levede hårdt, overlevede på alt hvad de kunne finde og var døde før de fyldte 30.
Lad os gøre ligesådan?
Interessant link: Er stenaldermad overhovedet sundt?
En almindelig dag på kontoret i stenalderen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar