Kroppen skal omstilles fra almindelig forbrænding til fedtforbrænding, og da den modtager meget mindre næring i løbet af dagen, vil det kunne mærkes på energiniveauet.
Der kan forekomme svimmelhed, træthed, humørsvingninger og meget andet godt, men jeg er sluppet forholdsvis billigt indtil nu.
Min hustru er dog ikke helt enig. Jeg annoncerede den anden dag, at jeg slet ikke havde oplevet nogen bivirkninger, hvorefter hun tørt bemærkede, at jeg havde været eddikesur hele dagen og tydeligvis manglede at tygge på en kage.
Det var nok desværre rigtigt. Jeg har mindre mentalt overskud i perioder, men er hverken ramt af svimmelhed eller andre symptomer - med en enkelt markant undtagelse.
Der kan forekomme dårlig ånde undervejs, efterhånden som kroppen gennemgår en forandring, og det skal jeg lige love for.
Jeg render rundt med en ånde som en selvdød gnu, der har ligget og simret i solen på savannen en uges tid, så den er blevet godt mør og flydende. En ånde som var en lille gnaver i løbet af natten kravlet ind og død på min tunge.
Det vil være ganske praktisk i en selvforsvarssituation, men ikke særlig praktisk ellers. Jeg skyller hyppigt mund i kemiske produkter og forventer det snart går over. Det må være de sidste krampetrækninger fra døende fedtceller, efterhånden som de bliver opslugt af kroppen igen.
Smell my breath!
Ud over ånden (og lejlighedsvis dårligt humør) går det strålende. Jeg er godt nok træt af supperne efterhånden, men så kan jeg jo tage en shake til aftensmad også.
Vægten suser stadig derned af - i morges stod den på 87,3 kg - og jeg begynder lidt at planlægge min tid efter selve pulverkuren, når vægttabet skal opretholdes.
Der skal ske nogle permanente ændringer af kostvanerne, hvis ikke vægten skal suse op igen, men samtidig skal de være realistiske. De skal trods alt varer resten af livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar