Hvad så, tykke? Hvorfor har du ikke opdateret bloggen?

 

Der er to grunde til de sidste ugers tavshed.

 

1)      Jeg er blevet fyret fra mit arbejde og det har fyldt ret meget, når familien er afhængig af min indkomst. Dog ser det lysere ud nu og jeg bør få et par jobsamtaler inden længe.

 

2)      Jeg har taget på igen. Jeg har nu rundet 82 kg, og det er svært at bremse den langsomme vægtstigning. Åbenbart skal man kæmpe ekstra hårdt for det, når det begynder at skride, for de gamle, dårlige vaner står i kø for at komme tilbage.

 

Der er ikke så meget at gøre ved det – jeg forsøger a kommer tilbage i kampen og må hver mandag enten melde om triumf eller nederlag. Offentlig ydmygelse er en stærk motivator,

 

Endelig er der et tip til den sixpack vi alle sammen gerne vil rende rundt med.

 

Enten kan man køre et benhårdt program, hvor man igennem flere ugers hårdt arbejde får banket mavemusklerne i form, eller også kan man bruge denne lille finte:

 

På vej igen

Så går det igen den rigtige vej.

Efter et par uge med vægtstigning sagde den ugentlige vejesession at jeg nu ligger på 80,1 kg, hvilket er lige over den grænse på 80 kg, som jeg ikke må krydse.

Forhåbentlig kan jeg klemme den hele vejen ned til de 74 kg, der vil sende mig under en BMI 25. Man kan håbe det bedste - og så i øvrigt lette røven og blive mere aktiv. Fedt smelter ikke sig selv, så kom igang, tykke!

Det var træningsprogrammet til de 100 armstrækkere vi kom fra og endelig - efter kun fire ugers forsinkelse - kan jeg levere varen.

Programmet lover at du kan træne dig op til 100 armstrækkere i træk på kun seks uger, men det tog nu mig ti uger at nå målet sidste år.
Man bør træne mindst to gange om ugen og helst tre for at få det fulde udbytte. Systemet er simpelt. Man tager det givne antal armstrækkere, venter 45 sekunder og tager derefter næste sæt. Efter hver uges træning forsøger man (uden forgående træning) at tage så mange armstrækker i træk som man kan klare for at se udviklingen i udholdenhed.

Målene for hver uge er det antal man mindst skal op på ved ugens afslutning.

Here goes:

1. uge: 11, 12, 9, 9.  Mål: 13    (Altså - man tager først 11, pause, 12, pause, osv.)

2. uge: 16, 17, 14, 14    Mål: 20

3. uge: 22, 30, 20, 20    Mål: 28

4. uge: 29, 33, 29, 29    Mål: 40

5. uge: 20, 20, 24, 24, 20, 20, 22    Mål: 50

6. uge: 26, 26, 33, 33, 26, 26, 22, 22    Mål: 60

Eftet sjette uge - varm op, tag en dyb indånding ... og tag så 100 i rap.

Bum! Sværere er det ikke. Du VIL komme op på 100 i træk, hvis du følger prorgammet og fortsætter den gode stil.

Misser man et mål, tager man bare samme uge igen. Jeg fortsatte med at tilføje gentagelser, indtil jeg tog 33, 33, 40, 40, 33, 33, 29, 29 tre gange om ugen, efterfulgt af 100+ i træk.

Det løb op i næsten 1500 arstrækkere i løbet af en uge. Very Naize!

Hvor blev bloggen af

Hov - hvor blev bloggen af?

Der er nu gået over to uger siden sidste indlæg uden det lovede træningsprogram og jeg ved at der sidder tusinder af jer derude og venter med spænding.

Jeg kan kun beklage forsinkelsen, og endnu mere at det først bliver i morgen. Det virkelige liv (det dumme svin) har slået kløerne i mig og jeg har simpelthen haft for travlt de sidste to uger.

Det er selvfølgelig Dovne Roberts skyld det hele :)

En medvirkende årsag til forsinkelsen er, at jeg har krydset den forbudte grænse og nu igen vejer 81 kg. Det har jeg ikke været meget for at indrømme >:(

Som plaster på såret er her en video med tykke mennesker, der danser.

Armstrækkere

Armstrækkere.

Findes der noget mere mandigt end at kaste sig ned på gulvet og pumpe energisk op og ned tilsyneladende uden at ænse tyngdekraften?

At bekæmpe planetens samlede træk i dine celler kun ved hjælp at veludviklede triceps, der hovent hæver din kropsvægt igen og igen?

Der er noget maskulint over armstrækkere, der ikke omgiver alle de andre øvelser. Ville man få samme intimiderende effekt ved englehop eller høje knæløft? Selvfølgelig ikke.

En rigtig mand (tm) bør kunne tage mindst 100 armstrækkere, men det halter lidt for de fleste.

I virkeligheden er det ikke svært at træne sig selv op til at kunne tage de magiske 100 armstrækkere i rap. Det kræver kun stædighed, 6-10 uger og et had-/kærlighedsforhold til smerte.

Med næste opdatering følger et helt program der kan tage dig fra blafrende mormor-arme, til de magiske 100 strækkere. :)

God stil.

Dårlig stil.

Bodypump

Hep - torsdag(ish) blev til mandag(ish), men nu ruller vi.

Bodypump trænes på hold, sædvanligvis med flest kvinder, hvor der bruges vægtstænger til en række øvelser, der kommer hele kroppen rundt.

Fokus er på mange gentagelser frem for eksplosive løft, så det er primært udholdenhedstræning.

Jamen, hvorfor dog træne på et pigehold? Er det ikke ligesom mandlige aerobic deltagere? (De sørgeligste af træningscenterets eksistenser.)

Der er faktisk en række fordele for en mand når man træner med flest piger. Og ja, de er primitive, men de virker.

Fordele:

1) Motivationsfaktoren. Alle hader at give op og ikke kunne løfte mere, men at give op foran et helt hold. Af piger. Det kan som regel vride et par ekstra gentagelser ud af selv den mest pressede.

2) Holdmentaliteten hjælper på fremmødet. Når holder starter kl. 18, så er man nødt til at lette røven og komme afsted. Man kan ikke udsætte det og ende med at lade være.

3) Stort set nr. 1 igen, men denne gang med den ugentlige fremgang. Man ser hurtigere resultater, når man træner hårdere, og man trænere hårdere med tilskuere.

4) Når man lider og forsøger at abstrahere fra smerten, så er det behageliger at kigge på trænende piger end storsvedende fyrer.



Ulemper:

1) Coolhedsfaktoren er til at overse. Når de andre løfter vægte og er macho, så får man ikke nogen sejhedspoint for Bodypump.

2) Det giver ikke mange high-fives i MC-klubben heller.

Han er ikke imponeret

I sidste ende er det en smagssag, men jeg dyrkede faktisk Bodypump for en del år siden og kom i ret god form af det. Det kan anbefales. :)


Er man stadig tvivl, så gør som Eric Prydz :-p

Offline

Så gik der lige en uge uden opdateringer.

Jeg har holdt træningen sådan nogenlunde ved lige siden kageorgiet i forrige uge - specielt motionscyklen er blevet straffet - og var i dag da tilbage på 78,6 kg. Omkredsen var nu på 97 cm, så alt i alt går det fremad.

Min plan om at gennemgå de forskellige træningsmetoder gik lidt i baglås, men omkring torsdag(ish) kommer der en gennemgang af Bodypump og hvordan udholdenhedstræning kan transformere dit blæver til muskler.

Ungerne havde ferie i sidste uge, så det hævede aktivitetsniveau har nok også noget at sige. Små drenges leg involverer altid (i prioriteret rækkefølge): Råben, løb, slagsmål med broderen, skrigen når der ikke er to af hvert stykke legetøj (og nogen gange også selvom der ER to), hoppen, klatren i alt og spontane eksplosioner af aktivitet over, under eller inden i en tilfældig genstand.

Kunne jeg gøre det i bare en uge, ville jeg være bygget som Conan. (Eller død).

This ... is ... SPARTAAAA!!

Fråderi!

Noooo!

Fader, jeg har syndet og er faldet så langt.

I går svigtede jeg mine læsere. Jeg svigtede min blog. Jeg styrkede fedt-dværgen istedet for at svække den.

Da jeg mødte ind på jobbet stod der et orgie af afskyeligt snold. En kollega havde sidste dag og derfor var der købt ind til hygge. Der stod en chokoladekage, en poser kanelgifler, en masse chokoladeslik og endelig en kæmpe portion tiramisu – gudernes spise.

De andre smovsede og nødede mig, men jeg stod fast.

Nej, jeg skal ikke have noget, ellers tak!

Nu sidder jeg på et lille kontor med to andre, så der var ingen mulighed for at komme væk fra fristelserne. Jeg måtte simpelthen ignorere dem.

Og jeg holdt ud.

I timevis.

Men efter fire timer hvor chokoladekagen havde sendt flirtende duftspor i min retning konstant og kanelgiflerne sang deres lokkende toner, så måtte jeg overgive mig.

”Jeg tager bare et lille stykke,” tænkte jeg og tog en tynd, tynd skive chokoladekage.

Men sådan fungerer verden ikke. Du kan ikke give en narkoman en smule heroin og forvente at han lader resten ligge.

Jeg eksploderede i fråderi.

Jeg åd adskillige stykker chokoladeekage, en marsbar, en bountybar, fem kanelgifler og endelig begravede jeg ansigtet i tiramisuen og kildede den med tungen, mens jeg hviskede: ”Jeg elsker dig.”

(Jeg var nødt til at hviske for at chokoladekagen ikke skulle høre det og blive jaloux.)

Graahhhh....

Når først man falder, falder man hårdt og jeg stoppede ikke før min mave var spilet ud af fedt og sukker, mens en blodåre dunkede faretruende i tindingen og jeg kunne mærke mit blodsukker gå amok.

Grahh…

Mere om træning næste gang. Nu må jeg piske mig selv med våde nudler og svede som en gris indtil sukkermassen atter forlader min krop.