Fråderi!

Noooo!

Fader, jeg har syndet og er faldet så langt.

I går svigtede jeg mine læsere. Jeg svigtede min blog. Jeg styrkede fedt-dværgen istedet for at svække den.

Da jeg mødte ind på jobbet stod der et orgie af afskyeligt snold. En kollega havde sidste dag og derfor var der købt ind til hygge. Der stod en chokoladekage, en poser kanelgifler, en masse chokoladeslik og endelig en kæmpe portion tiramisu – gudernes spise.

De andre smovsede og nødede mig, men jeg stod fast.

Nej, jeg skal ikke have noget, ellers tak!

Nu sidder jeg på et lille kontor med to andre, så der var ingen mulighed for at komme væk fra fristelserne. Jeg måtte simpelthen ignorere dem.

Og jeg holdt ud.

I timevis.

Men efter fire timer hvor chokoladekagen havde sendt flirtende duftspor i min retning konstant og kanelgiflerne sang deres lokkende toner, så måtte jeg overgive mig.

”Jeg tager bare et lille stykke,” tænkte jeg og tog en tynd, tynd skive chokoladekage.

Men sådan fungerer verden ikke. Du kan ikke give en narkoman en smule heroin og forvente at han lader resten ligge.

Jeg eksploderede i fråderi.

Jeg åd adskillige stykker chokoladeekage, en marsbar, en bountybar, fem kanelgifler og endelig begravede jeg ansigtet i tiramisuen og kildede den med tungen, mens jeg hviskede: ”Jeg elsker dig.”

(Jeg var nødt til at hviske for at chokoladekagen ikke skulle høre det og blive jaloux.)

Graahhhh....

Når først man falder, falder man hårdt og jeg stoppede ikke før min mave var spilet ud af fedt og sukker, mens en blodåre dunkede faretruende i tindingen og jeg kunne mærke mit blodsukker gå amok.

Grahh…

Mere om træning næste gang. Nu må jeg piske mig selv med våde nudler og svede som en gris indtil sukkermassen atter forlader min krop.